Jeg hedder Alexandra Ward og er holistisk terapeut og astrolog med base i Stege på Møn.
Mit arbejde udspringer af et ønske om at skabe indre balance, klarhed og forbundethed – og hjælpe mennesker med at finde hjem i sig selv gennem Transformativ Terapi og astrologisk indsigt.
Jeg er uddannet helhedsorienteret terapeut fra CASU – Center for Alternative Sundhedsuddannelser hos Susanne Løfgren (2023) og certificeret Bach Terapeut fra samme skole.
Derudover har jeg læst psykoterapi på ID Academy i København under Ole Vadum Dahl, hvor jeg blev introduceret til en integrativ og bevidsthedsbaseret tilgang til terapi.
Som Bodyfulness Terapeut (uddannet hos Karina Helsted Moe) arbejder jeg med en fænomenologisk tilgang, hvor kroppen bliver en aktiv del af den terapeutiske proces. Det gør det muligt at forløse traumer og stagnerede følelsesmæssige tilstande på et dybt og nænsomt plan.
Jeg er færdiguddannet astrolog siden 2025 hos Joná Olavsdottir, hvor jeg har studeret Claus Houlbergs metoder og specialiseret mig i arbejdet med Tegnhus-systemet. Astrologien er en central del af mit virke og bruges som et spejl til at skabe forståelse for livets temaer, sjælens udviklingsvej og det unikke potentiale, vi hver især bærer.
Ud over mine terapeutiske uddannelser er jeg certificeret Reiki 1 og Nada Recovery Akupunktør, og har gennemført kurser inden for yoga, breathwork, Enneagrammet, kostvejledning og plantemedicin.
Min terapeutiske tilgang
Min praksis bygger på et helhedsorienteret fundament, hvor jeg kombinerer Transformativ Terapi med elementer fra traditionel kinesisk medicin, homøopati og samtaleterapi.
Jeg møder hele mennesket – krop, sind og sjæl – og skaber et trygt rum, hvor vi sammen kan finde frem til årsagerne bag ubalancer og skabe ny bevægelse.
Jeg tager udgangspunkt i, at krop og sind er forbundet. Symptomer, smerter og mentale blokeringer ses som signaler fra det indre system, der beder om opmærksomhed og forandring.
Gennem samtale, zoneterapi, homøopatiske remedier og Bach blomsterterapi skaber jeg balance, flow og kontakt til kroppens naturlige intelligens.
Inspiration og værdigrundlag
Jeg henter inspiration fra antroposofisk medicin, åndsvidenskab, østlig filosofi og astrologi.
Mit arbejde forener det spirituelle og det jordiske – hvor intuition og viden mødes i et nærværende og professionelt rum.
Jeg trækker på indsigter fra kinesiologi, yin/yang-dynamikker, Martinus Kosmologi og helhedsorienteret livsforståelse.
Jeg møder hver klient med autenticitet, respekt og klarhed – og jeg tror på, at transformation sker gennem bevidsthed, nærvær og kærlig opmærksomhed.
Praktisk information
Jeg tilbyder Transformativ Terapi og astrologiske sessioner både i klinikken i Stege og online.
📞 Tlf.: 31 33 31 41
📧 Mail: hey@mildogblid.dk